SKAMstøtte
- skamfuld eller skamløs?

Skærmskam, klimaskam, kropsskam, klasseskam og Instaskam...
Skam er usynlig, den lever et stille liv, og samtidig er den overalt.
Skam er en af de mest ensomme følelser. Derfor er det paradoksalt, at skam er noget alle mennesker på tværs af alder, kultur og geografi deler. Skammen er et almenmenneskeligt vilkår, der i bedste fald kan fungere som et etisk kompas, men i værste fald, kan få et menneske til at tvivle på, at det er værd at elske. Skyld kan undskyldes, men hvordan UNDskammer man?
Med afsæt i Christian Hjortkjærs bog Skamfuld undersøger projektet, hvor meget og hvordan skam stadig fylder i samfundet. Før i tiden blev skamstøtter rejst som monumenter for at udskamme folk, men hvordan ser den moderne skamstøtte ud?
Eleverne arbejder i forløbet med skammens mange forskellige udtryk, ved at pille en SKAMstøtte fra hinanden og undersøge den, inden de selv bygger en omvendt skamSTØTTE - og giver deres bud på, hvad der er modgiften til skam. Skamstøtten består af en stor bunke “bygge-plader” med hver sin kilde om skam, hvor eleverne kan følge danskfaglige spor via billedanalyse og uddrag af novelle- og romantekster, mens de kristendomsfagligt arbejder med Bibelens og kristendommens forståelse af skam, samt med synet på begrebet skam i andre religioner.
Materialet består af:
- Lærervejledning
- Et klassesæt af temaplader med kildetekster på, som bygges op til en moderne skamstøtte
Gå ikke glip af det spændende lærerkursus med Christian Hjortkjær og afprøv projektets dramaøvelser. Se mere her

Målgruppe: 7.-9. klasse
Fag: Kristendomskundskab, dansk
Omfang: 6 -8 lektioner
Periode: fra januar 2026
Tilmeldingsfrist: Løbende tilmelding
Levering: Uge 4 2026
Lærerkursus: Med Christian Hjortkjær i Buddinge Kirke d. 5. februar 2026. Se mere her